Svendborg får penge fra national kystpulje
Svendborg får penge fra national kystpulje
Miljøministeriets pulje til kystsikring på i alt 150 mio. kroner er blevet fordelt mellem i alt ti kommuner.
Svendborg Kommune har søgt om 21,2 mio. kr. til et helhedsorienteret kystbeskyttelsesprojekt budgetteret til i alt 47,6 mio. kr. Med tilsagnet er Svendborg kommune glad for at blive en af de ti modtagerkommuner, men da det tilbudte beløb dog lyder på ca. en tredjedel af det ansøgte, skal kommunen nu se på andre finansieringsmuligheder. Kommunalbestyrelsen har på forhånd afsat ca. 26 mio. kr. i det kommunale anlægsbudget, men er mangler altså fortsat 14 mio. kr. for at kunne realisere det fulde projekt.
De resterende midler kan findes ved at tildele flere kommunale midler eller ved at søge andre eksterne puljer. Samtidig vil kommunen undersøge mulighederne for at reducere projektomkostningerne ved at se på, om dele af projektet kan justeres. Det skal ske i dialog med Kystdirektoratet, så projektet stadig lever op til kriterierne for puljemidlerne.
Det går kystsikringen af Søndre Havn ud på
Svendborg Havn er det mest udsatte område i hele kommunen i forhold til risiko for ødelæggende oversvømmelser både fra havet og fra regnvand.
Særligt er områderne i den sydlige del af havnen lavtliggende og derfor i særlig høj risiko. Det drejer sig om relativt store arealer omkring Brogade, Kullinggade, Havnepladsen, Mudderhullet og Gasværkskajen, der alle var særdeles hårdt ramt ved stormfloden i 2006 og senest truet ved stormfloder i 2017, 2019 og i 2022. Ved udarbejdelsen af klimatilpasningsplanen i 2013 blev det tydeligt, at området, samtidig med at det er tæt bebygget, er et af de mest udsatte i kommunen.
Projektet for Søndre Havn er første del af en samlet højvandsbeskyttelse for Den Blå Kant på Svendborg Havn. Højvandsbeskyttelsen er en kombination af moler og en sluseport over vandet samt højvandsmure med skydeporte på land. Projektet for Søndre Havn har til formål at forebygge fremtidige oversvømmelser fra havet samtidig med, at højvandsbeskyttelsen kan anvendes som en længe ønsket, offentlig stiforbindelse hen over vandet mellem Havnepladsen og Gasværkskajen (se billede ”Søndre Havn 1).
Højvandsbeskyttelsen består af flere forskellige elementer tilpasset stedet og bymiljøet. Det er bl.a. højvandsmure med integrerede siddemuligheder ved Forskerparken, to højvandsmoler med sluseport og fodgængerbro, en højvandsmur etableret i eksisterende kajkant foran det gule pakhus, en beredskabsløsning med watertubes over Havnepladsen og en højvandsmur, som aftager ind i terrænet i Skt. Peders Stræde. De to sidstnævnte elementer, beredskabsløsningen og højvandsmuren ind i terrænet vil være midlertidige løsninger indtil de næste etaper af den samlede løsning for Svendborg havn etableres.
Hvad sker der nu?
Tidsplanen for realisering af projektet afhænger af endelig afklaring af økonomien i projektet.
Projektet skal igennem en miljøvurdering og have tilladelse ved kystbeskyttelsesloven og herunder igennem diverse høringsperioder. En vigtig del af denne proces bliver en grundig borgerinddragelse, der starter allerede i foråret 2023. Så alle berørte naboer og resten af kommunens borgere får mulighed for at høre om og påvirke projektet. Selve anlægsfasen forventes først at være i 2025-26.