Frederiksø er fuld af liv hele sommeren

Byrumsmøbler lavet i juni af Kunstakademiets arkitektstuderende
27. juni 2017 - Sinne Wils

Frederiksø er fuld af liv hele sommeren

Måske har du bemærket, at der nu står en stor udstillingscontainer på Frederiksø med siddepladser på sydsiden og en masse byrumsmøbler? Det er bare en lille del af de midlertidige projekter på Udrustningskajen, der henover sommeren vil gøre Frederiksø fuld af liv.

Alle har kunnet komme med bud på projekter, der skaber liv på Frederiksø med projekt ’Leg med på Kajen’. Svendborg Kommune har fået mange fine ansøgninger til projektet og er ved at planlægge, hvad og hvor det skal være. Vi kan nu afsløre, at der bliver masser at glæde sig til henover sommeren. Flere af de nye projekter pynter allerede Frederiksø - og der kommer flere til. Nogle eksempler på projekter er kunstinstallationer, musiklegeplads, grøn plæne, legetræ, petanquebaner, byrumsmøbler, havneshelter, udstillinger, cykeludlejning, minigolf, fiskeri, kajakanløb og beachvolley.                                                                                                                                                     
Drypvist henover sommeren kommer projekterne til at pible frem, og der bliver med andre ord nok at tage sig til på Frederiksø. Der kommer også løbende events som børnekunstskibet Bibiana, cirkusforestillinger på kajen, fitness, yoga og styrketræning på boards i vandet samt kager som historiefortælling.

Byrumsmøbler og havnens fremtid og fortid
I ’Sæt dig på din havn’-projektet har skoleelever bygget tre store byrumsmøbler, og senest har 30 arkitektstuderende lavet flere fine byrumsmøbler og opholdsmuligheder på Frederiksø. Kom og prøv møblerne og læs om dem på vores facebookside: https://www.facebook.com/Fremtidens Havn

En af udstillingerne på Frederiksø er udstillingen om Svendborg Havns fremtid og fortid, som Svendborg Museum har lavet i samarbejde med Svendborg Kommune. Her kan du både blive klogere på udviklingen af havnen, dens maritime kulturarv, gå på skattejagt og tage en tur rundt langs Den Blå Kant, hvor du kan opleve små historiske fortællinger på 10 Blå Kant-skilte. Eller tag et hvil på træbænken, der er bygget langs siden af containeren – her kan du sidde i solen med en smuk udsigt over havnen.

Gadesalg
Nu og i løbet af sommeren er det muligt at ansøge om at opstille en mobil salgsbod til og med august 2017 langs den sydlige ende af Jessens Mole og på Frederiksø. Læs mere her: fremtidenshavn.dk/udviklingsprojekter/midlertidighed-og-afprøvning

Kort sagt: Gå på opdagelse på Frederiksø og havnen – det er din, min og vores havn – og den bliver fuld af liv hele sommeren.