Høring

En opdateret udviklingsplan for Fremtidens Havn er i høring fra 14. januar til 11. marts 2025. Som en del af høringen afholder vi borgermøde onsdag den 26. februar 2025 kl. 16.30-18.30 på det nye SIMAC.

Indsend dit høringssvar fra 14. januar på deltag.svendborg.dk
Foto © Tim Kildeborg

Strategi for byrum og forbindelser

Vil styrke og udvikle et netværk og hierarki af attraktive byrum og forbindelser, der sikrer sammenhæng med resten af byen.

Byrum til det gode liv

Byens torve og pladser - byens rum - var i mange år blot rum for praktiske funktioner og færdsel. Men byrum har i dag en væsentlig selvstændig rolle som rammer for byliv, ophold og aktiviteter i samspil med handels- og kulturlivet.

Projektet Den Grønne tråd fra Krøyers Have til havnen og projektet Liv i Min By med fornyelse først af stræderne mellem Møllergade og Klosterplads og senest Frederiksgade, fodgængerbro og byrum på Frederiksø, har fokuseret på byens rum som helt centrale for at fastholde livet i bymidten og sammenkoblingen med havnen.

Indenfor havneområdet repræsenterer projektet Den Blå Kant en tilsvarende ambition om, at der i forbindelse med den nødvendige klimatilpasning også skabes nye rammer for byliv, kulturelle og rekreative aktiviteter.

Hovedprincippet for byrum på havnen og i den nærmeste del af bymidten har været at arbejde for en række tværgående forbindelser mellem bymidtens torve og gågader på den ene side og langs havnefronten på den anden.

På langs af havnefronten er det ambitionen at skabe én lang, sammenhængende cykel- og fodgængerforbindelse fra Christiansmindestien i øst til Den Runde Lystbådehavn i syd.

Det gør vi

Et netværk og hierarki af attraktive byrum og forbindelser skal sikres via følgende strategi:

  • Der skal udvikles et finmasket og attraktivt netværk af gode byrum, der fremmer leg, bevægelse, ophold og fællesskab dag og aften, sommer og vinter.
  • Der skal udvikles et logisk hierarki af byrum og forbindelser med a) en havnepromenade på langs af havnen, bortset fra værftskajer og sikrede erhvervskajer b) tværgående forbindelser mellem by og havn, c) lokale forbindelser til byområder omkring havnen og ) offentlig adgang fra havnen og videre langs kystlinjen.
  • Byrum på havnen skal supplere bymidtens rum og kunne tilbyde anderledes aktiviteter og oplevelser.
  • Attraktive byrum og gode forbindelser mellem by og havn skal sikre, at områderne opleves i sammenhæng, og at man kan gå interessante sløjfer i byen.
  • Den Blå Kant skal, udover højvandsbeskyttelse, bidrage til at skabe attraktive byrum, sammenhæng og tryg færdsel langs kajen.
  • Nye byrum skal gennem design, materialevalg og detaljer understrege de forskellige områders identitet og særlige kendetegn.
""

Havnetrappen fra 2016 er en del af projektet Den Grønne Tråd og forbinder bymidte og havn.