Gå på opdagelse

Fiskermiljø ved Tuxensvej
Fiskermiljø ved Tuxensvej

Gå på opdagelse

På havnen kan du opleve den særlige blanding af erhverv, transport, kultur og friluftsliv. Den sammensatte karakter og den maritime historie gør havnen til et oplagt sted at gå på opdagelse.

Oversigtskort

Klik på et punkt i kortet for at læse mere

 

1 Den Runde Lystbådehavn

I Svendborg blev havnen allerede fra et meget tidligt tidspunkt benyttet til rekreative aktiviteter. Fiskere og lystsejlere benyttede fra slutningen af 1800-tallet en lille jollehavn aller inderst i havnen. I 1935 blev der imidlertid anlagt en meget karakteristisk ny lystbådehavn til omkring 100 både: Den Runde Lystbådehavn med næsten cirkulære molearme i jernbeton.

2 Den Lille Strand

På en sommerdag kan her være myldrende fuldt med legende børn og solbadende byboere. Nærmere byen kan strandlivet vist ikke findes. Men Den Lille Strand benyttes året rundt på spadsereturen, af vinterbadere eller af kajakroere.

3 Svendborg Amatør Sejlklub

Klubben blev stiftet i 1920, af en flok skibsbyggere, og som klubben skriver om sig selv på hjemmesiden ”givetvis som en protest mod de etablerede sejlklubber. De startede deres egen forening, hvor hovedvægten skulle ligge i fælles oplevelser og socialt samvær”.

4 Svendborg Kajakklub og Badedyrene (Vinterbaderforening)

Lige på kanten af Den Lille Strand ligger Svendborg Kajakklubs klubhus. Klubben er stiftet i 1934 og herfra stævner både tur- og havkajakroere ud i sundets ofte ret vilde bølger: strømmen er stærk. Det lille farvand ud for stranden er kajakklubbens ”sandkasse”, hvor nye roere lærer at redde sig selv og andre. I et lille skur ved siden af kajakklubben har vinterbadeklubben Badedyrene deres sauna.

5 Fiskerne På Tuxensvej

Den korte vej Tuxensvej har navn efter forstander Tuxen, der ledede Navigationsskolen for enden af vejen, og som senere blev til Færgevejens Skole. I dag er skolen ombygget til boliger. Tuxensvej fører hen til et hyggeligt miljø med joller og det nærmeste Svendborg kommer på en fiskerihavn.

6 Baagøe og Ribers tidligere tømmerplads

Ud over at være et kulturhistorisk miljø med flotte bevaringsværdige pakhuse fra 1830’erne, er Baagøe og Ribers plads også et dejligt hjørne af havnen, hvor man kan finde ro og flot udsigt. Med halvt lukkede øjne og lidt god vilje kan man godt hensætte sig til tidligere tiders travle tømmerhandel. I dag ligger her Lundeborg Træ, der bl.a. handler med hårde træsorter og du kan også finde en af landets bedste kajakforhandlere.

7 Mudderhullet

I den hyggelige Kullinggade ligger der på vandsiden en sammenbygget husrække. Her har alle boliger smalle haver ned til den lille bugt på sundet, som af lokale er kendt som Mudderhullet. Navnets oprindelse er ikke kendt, men det giver næsten sig selv at her ikke altid har været så rart når byens urensede spildevand blev lukket ud. I dag er det et hyggeligt hjørne af havnen og det eneste sted i havneområdet, hvor man fortsat kan opleve den oprindelige bystruktur med smalle haver helt ned til strandkanten

8 Den Røde Plads og Travaljelauget

Inderst i bunden af Mudderhullet når man til Den Røde Plads. Igen et navn af usikker oprindelse, men bygningerne er rødmalede. Her holder Svendborg Travaljelaug til. Laugets formål er at sejle i travaljen ”Thea”, men derudover kan man af laugets hjemmeside se at følgende også gælder ”Foruden styrkelse af medlemmernes fysiske tilstand ved afsyngelse af traditionelle Sea Shanties påhviler det dem i øvrigt så vidt muligt at ro i takt, undgå pinlige optrin og til enhver tid at se ud som om de nyder det.”

9 De Frivillige Museumslaug: Viking, Hjortø, Kaia

Hvis ikke de er på togt eller tur kan du ved Pakhuskajen ud for det gule pakhus ofte finde Viking, Hjortø eller Kaia. Det er Svendborg Museums og bliver hver især passet af et laug af frivillige.

Viking er en spidsgattet jagt, bygget i 1897 i Odense, og var i tjeneste som toldkrydsjagt indtil 1904. Den oprindelige aptering omfattede et lukaf forude til to sømænd, kabys med komfur, salon og kamre til toldassistent og toldbetjent. Siden blev Viking apteret som lystfartøj, og i 1979 blev båden testamenteret til Svendborg Museum af Marie Petersen, Svendborg Dampmølle.

Kaia blev bygget i 1923 af bådebygger Hans Peder Jensen i Lundby til brug for færgeriet i Vindeby. Kaia sejlede frem til 1948 som natfærge mellem Vindeby og Svendborg mellem kl 01.00 og 07.00, hvor de almindelige færger lå stille. Efter 1948 sejlede de almindelige færger hele døgnet. Efter 1948 var Kaia i en årrække arbejdsbåd for Svendborg Havn. 

Hjortøs særlige kendetegn er glødehovedmotoren med dens meget karakteristiske lyd. Hjortø blev bygget i 1954 til transport af post, gods og passagerer til og fra Hjortø vest for Tåsinge. I Højesteneløbet blev gods og passagerer omladet til Ærøfærgen – ofte en udfordrende oplevelse. Hjortø blev overdraget til museet i 2004. Samme år erklærede Skibsbevaringsfonden det gamle fartøj bevaringsværdigt

10 Caroline S

Skibet har sit navn efter det første skib i serien, M/S “Caroline” bygget ved H. C. Christensens Staalskibsværft i Marstal i 1951. I efterkrigsårene blev der til fornyelse af den ældre danske træskibsflåde bygget 23 mindre motorskibe, såkaldte carolinere, ved danske værfter med Marshallhjælp fra USA som fødselshjælper. 20 af disse blev bygget på H. C. Christensens Stålskibsværft i Marstal, hvor ni af skibene har haft hjemsted. Caroline S er den ene af to carolinere som fortsat er under dansk flag. Fra 2002 har Caroline S haft hjemmehavn i Svendborg og bliver drevet af frivillige fra foreningen Caroline S. 

11 Kammerateriet

Allerede i forsommeren 2014 gik en flok ildsjæle med interesse for musik og underholdning i gang med at indrette spillested i den ikoniske værkstedsbygning allerførst på Frederiksø.

12 Kultutten

Fra august 2015 har foreningen Kys Frøen åbnet for dørene til den gamle kantine på Frederiksø – nu kaldet Kultutten, som består af 74 andelshavere. Kultutten  er et folkeligt initiativ – et aktivitetshus for kultur, håndværk og socialt samvær. 

13 Lystfiskere På Frederiksø

Svendborg Sund er rent og vandet strømmer frisk gennem den smalle passage ud for Frederiksø. Det giver masser af muligheder for lystfiskere som man kan møde på flere af havnens kajer. Kig i spanden og se hvad dagens menu står på!

14 Ring Andersens Bådeværft

Det ligner et museum, men det er en arbejdsplads. Feinschmeckere indenfor den maritime kulturarv ved at Ring Andersen er svær at komme udenom når den gamle skonnert skal have skiftet et bord, omkalfatres eller måske skal have den helt store omgang. Værftet blev grundlagt i 1867 og er stadig i familiens eje.

15 Fremtidsfabrikken

Fremtidsfabrikken er Sydfyns kreative iværksætterhus med inspiration fra LYNfabrikken, Republikken, Spinderihallerne og andre succesfulde iværksætterhuse. Tilblivelsen af Fremtidsfabrikken bygger på et mangeårigt ønske blandt de kreative, en lang proces med brugerinvolvering og samarbejde mellem de mange involverede i projektering, arkitektur, byggeri og indretning. CASA arkitekter vandt design- og projekteringsopgaven for ombygningen af Svendborgs gamle rutebilstation som fandt sted fra januar til november 2014. En gruppe af potentielle brugere fulgte processen hele vejen fra byrådsbeslutning til åbning.

16 Prøveparken

Prøveparken er en ny oplevelse fra sommeren 2015 på Svendborg Havn. Her er der udlagt areal til en Havnepark, men i første omgang afprøves mulighederne i det små. Her kan leges, skates og hygges for alle aldre.

17 Frihavnen

Undervejs fra Prøveparken til Frihavnen kan du være heldig at følge med i en losning eller lastning. Men på afstand! Østre Kaj er afspærret når der arbejdes over kaj. Frihavnen er i dag hjemsted for SIMAC’s øvelsesbåde og der er indrettet slæbested, hvor du kan sætte din motorbåd i vandet.

18 Svendborg Roklub

Når du ser et flag med hvid bund og tre røde stjerner er du nået til Svendborg Roklub, som ligesom kajakklubben har et fantastisk rovand i Svendborg Sund. Her er du nået til havnens grænse mod øst, men de maritime oplevelser fortsætter ud mod Christiansminde og Thurø.